Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Intet glemmes. En uro i kroppen.

Vi er det sarte, de stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Har vi de samme øjne? Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Dette langsomme blik imod stenene.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Et genert rum, et intimt rum.

På havet. Du siger noget om solen. Et genert rum, et intimt rum. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Har vi forskellige øjne? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sætningerne er et hav. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Her er natten allerede langt bag mig. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.