Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Ikke søge ly. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Træerne.

Vi er det sarte, de stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Søge ly. Ilden.Ilden. Ilden.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Et sted er der en. Over murbrokkerne. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Har vi de samme øjne? Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan svarede du.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg, tøvende. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ikke var muligt at komme derind. Jeg var i din krop, og du? Jeg har skrevet et kort til dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Den sindssyge himmel. Tågen i skovene i udsigten. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dette langsomme blik imod stenene.

Afsavn. Udsagn. Når du ringer, hører jeg det ikke. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Glasdråbehænder. Sandstorm. Skrid, svarede du.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.