Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. At dette andet. Sandøjne.

Senere i vores linje. Ordene, små toppe af skum. Jeg var nøgen i de dage.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg havde glemt den.

Hvem var det, der skrev: Var det markerne? Nu er der en uro i kroppen. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvor længe havde du drevet i vinden? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

De bløde bakker udenfor byen. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Ordene, små toppe af skum. Min ene pen er rød og den anden sort.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Min ene pen er rød og den anden sort.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan noget. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Badeferien. Årene.