Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Og vi vågnede. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du må ikke forsvinde.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Har vi de samme øjne?

Under den blå, blå himmel. Når du siger mit navn, svarer min krop. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det her er ingen leg. Hvor vil det ødelagte sprog hen? At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Badeferien. Årene.Badeferien. Årene. Badeferien. Årene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Her er natten allerede et stort show. Nordlysets sitren i din stemme. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ikke. Et sted er der en.

I sollyset, en ædelsten. At dette andet. Min ene pen er rød og den anden sort. I bussen skrev jeg en sms til dig. I min mund. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Glashænder. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke glemme floderne i ørerne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Træerne. Rifterne.

Derinde bag skoven. Glashænder. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Dine sætninger. Det gør ikke noget. Du siger noget om solen.

Afsavn. Udsagn. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Brev i april. Var det skovene du kom fra?

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Af alt det kroppen også er. Har vi de samme øjne? Jeg var nøgen i de dage. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Ordene, små toppe af skum.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!

Jeg var i din krop, og du? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.