Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Oppe på bakken. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Blå. Oppe på bakken. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Verden og dens lytten til sig selv.

På en rude. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget som åbnede sig. Kalken. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Muren omkring ordene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Her er dagen allerede langt foran mig. Og vi vågnede. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg og dit hjerte. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Det der blæser. Du må ikke. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sandøjne.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.