Blæste det virkeligt? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg har skrevet et kort til dig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Blæste det virkeligt?

Muren omkring ordene.Muren omkring ordene. Stjernekontinent.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Er du på den anden side af havet?

Var det markerne du kom fra?

Intimiteten i skriften. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Tågen i skovene i udsigten.

Sætningerne er et hav. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Intet glemmes. En uro i kroppen.

Vi er det sarte, de stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Har vi de samme øjne? Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Dette langsomme blik imod stenene.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Et genert rum, et intimt rum.

På havet. Du siger noget om solen. Et genert rum, et intimt rum. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Har vi forskellige øjne? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.