De glitrende hemmeligheder inde i stenene.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Uforståelige sætninger at klæde sig i Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Her er dagen allerede langt foran mig.
De glitrende hemmeligheder inde i stenene.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Uforståelige sætninger at klæde sig i Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Her er dagen allerede langt foran mig.
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.
Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.
Det er bare. Hvem var det, der skrev:Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Afsavn. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Og vi vågnede. Sådan er det. Som nu i morges:
Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Jeg forsvinder ikke.
Var der virkelig ild et sted? Jeg er på den anden side af havet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Afsavn. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.
Stjernekontinent. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.
Du kan være i dette landskab. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.
Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Du, du. Solstorm. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.
Uforståelige sætninger at klæde sig i. At tegne øjne i sætninger. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Der løber ord ud af min hud. Stjernekontinent. Hvirvlende, stirrende, syngende.
Det dybeste af alt er huden? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.
Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. At dette andet. Når jeg ser dig.
Vi har de samme øjne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?